Tak for invitationen. Lad mig starte med en lille anekdote.
En efterårsdag ringede min yngste søns lærer Camilla til mig og sagde, at min søn Bjørn var taget hjem fra skole. Mystisk, tænkte jeg og gik hjem for at se til ham.
Og den var god nok. Bjørn var taget hjem fra skole og sad nu i sofaen og læste Jumbobøger.
”Hvorfor er du taget hjem?” spurgte jeg og tænkte, han ville svare, at han var syg eller havde feber. Men nej, det var ikke svaret.
”Jeg havde koncentrationsbesvær og tankemylder. Jeg kunne ikke koncentrere mig”, svarede han.
Koncentrationsbesvær. Tankemylder.
Det var ikke ord, vi kendte i Albertslund, hvor jeg voksede op i 80’erne. Men her sad min 11-årige søn og forklarede sit fravær fra skolen med koncentrationsbesvær.
Den gik naturligvis ikke, så efter at jeg havde fodret ham med figenstænger og bananer, kørte jeg ham – til hans store skuffelse – tilbage i skolen.
* * *
I må virkelig love mig, at I aldrig fortæller Bjørn, at jeg har hængt ham ud foran 1500 mennesker i Aalborg, det tilgiver han mig aldrig. Men jeg synes, historien er god, for den rummer en større fortælling om den udvikling, vi er vidne til i de her år.
* * *
Alle, der har børn, kender til de daglige kampe, men historien bliver et billede på, at børn og unge i dag har et nyt og anderledes sprog for at forstå sig selv.
Koncentrationsbesvær. Angst. Stress. Adhd. Add. Depression. Selvskade. Skolevægring. Fortsæt selv listen.
Udfordringer, vi nok kendte til for år tilbage, men som i de her år omformer børn og unges liv, udfordrer forældre, pædagoger, lærere og civilsamfund – og presser kommunernes økonomi.
* * *
Men hvad er det egentlig, vi er vidne til de her år? Hvorfor resulterer en igennem generationer voksende velstand ikke i større tilfredshed med tilværelsen, men snarere det modsatte? Og hvordan understøtter vi, at flere børn og unge lever muntre, virksomme og meningsfulde liv?
Det er de spørgsmål, vi som Trivselskommission er sat i verden for at besvare.
Det er ikke nogen nem opgave. Men det er en vigtig opgave. For skal vi som samfund måles på ét parameter, så må det være dette: Får vi givet vores børn og unge en god start på tilværelsen.
* * *
”Virkeligheden er altings prøve”. Sådan skrev forfatter og præst Jakob Knudsen for mange år siden. Det er ham, der har skrevet salmen ’Se nu stiger solen’. Jeg kom i tanke om citatet, da jeg i slutning af sidste år var rundt i hovedstadsområdet, på Fyn og i Sydjylland for at mødes med børn og unge hos blandt andre Headspace, Coding Pirates, på tekniske skoler og i institutioner.
Troede man før turen rundt i landet, at man kunne regne den ud, så blev man i samtalerne med børnene og de unge, virkeligheden, herligt overrasket: Der er ikke én ting på spil, når vi skal forstå, hvordan børn og unge har det. Tværtimod. Udfordringsbilledet er nuanceret og flertydigt – og det samme gør sig gældende i forhold til årsagerne.
De, der mener at vide, at der er ét svar på spørgsmålet om, hvorfor for mange børn og unge kæmper med selvforholdet, de skylder sig selv at mødes med og lytte – sådan rigtig lytte – til vores børn og unge. Gør man det, står det nemlig hurtigt klart, at den udfordring, vi er stillet overfor, ikke knytter an til ét fænomen, men – præcis som i resten af Vesten – er resultatet af en række faktorer, der fletter sig ind og ud af hinanden og former og farver børn og unges liv i Danmark.
Det bliver også tydeligt, at nogen slås med tilværelsen, men der er også mange, ja faktisk de fleste, der på tværs af landet lever engagerede, gode børne- og ungeliv. Det er glædeligt og inspirerende. For ligesom vi må gøre os umage for at forstå, hvad der accelererer udfordringerne, så må vi også lære af dem, der evner at finde fodfæste, mening og livsmod.
De børn og unge skal guide de svar, vi som samfund skal formulere.
* * *
Trivselskommissionen blev nedsat i august sidste år og har indtil julen i år til at formulere en tværgående begrebsforståelse, afdække børn og unges trivsel, forstå de bagvedliggende årsager og på den baggrund formulere en række anbefalinger.
Opgaven er mildest talt voluminøs, men mest af alt er den vigtig. For den nedslående sandhed er, at ligegyldigt hvor man vender sig hen i de her år, så hører man den samme fortælling: At der er en ny sårbarhed på spil. Og jeg fornemmer, at diskussion også har fundet vej til økonomiudvalgene i kommunerne.
Kommissionen, der består af praktikere, unge og forskere, skal forholde sig til tematikkerne: Fællesskaber og relationer. Tidlig indsats og forebyggelse. Livsmod og robusthed. Og det gode digitale liv. Tematikkerne kommer til at være styrende for kommissionens endelige anbefalinger. Men før vi når så langt, arbejder kommissionen i fire faser.
I første fase er opgaven at formulere forslag til en tværgående begrebsforståelse. I dag bruges begrebet mistrivsel af de fleste til at forklare det meste. Det er ingen tjent med. Mindst af alt de børn og unge, der slås.
Og ja, jeg kan faktisk godt frygte, at den megen tale om mistrivsel ikke bare kaster lys på nogle udfordringer, men faktisk er med til skabe dem.
Udover en ny trivselsforståelse er ambitionen i første fase at formulere et ideal for det gode børne og ungeliv. Ikke et ideal der skævvrider forestillingen om, hvad et ungdomsliv er, men et ideal, der i erkendelse af, at livet rummer dale og tinder, kan fungere som rettesnor for en fremtidig børne- og ungepolitik. Som samfund må vi have et anliggende med den her generation af børn og unge, der rækker ud over, at de skal trives og være kompetente.
Anden etape i kommissionens arbejde handler om at forstå trivselsudfordringerne. Mistrivsel er en uhensigtsmæssig paraply-formuleringen, for under det diffuse begreb gemmer sig en mangfoldighed af historier: Nogle slås med skolevægring, nogle lider af angst, nogen skader sig selv, mens andre oplever ungdomslivet som stressende. Listen er lang. Alt for lang.
Skal vi som samfund formulere svar på de udfordringer, så skal vi stille de rigtige spørgsmål. Og det forudsætter, at vi piller mistrivselsbegrebet fra hinanden for at forstå udfordringerne en for en. Mistrivselsbegrebet egner sig nok godt til polemik, men er man ægte optaget af børn og unges livsduelighed og livsmuligheder, så bliver opgaven at bryde begrebet ned i kategorier, som der kan formuleres løsninger på.
Og det er netop næste opgave for kommissionen. At forstå hvilke faktorer, der forårsager udfordringerne og – vigtigst – hvilke faktorer, der fungerer som beskyttelsesfaktorer. Eller formuleret mere jordnært, konkret og positivt: Hvad skal være til stede i et barns og et ungt menneskes liv, for at den enkelte får mod på tilværelsen, tro på egne evner, redskaber til at håndtere tilværelsens bump og lyst til at bidrage til de fællesskaber, han eller hun indgår i.
Endelig, skal kommissionen komme med en række anbefalinger. Anbefalinger, der blandt andet vil vedrøre familielivet, dagtilbud og skole, civilsamfund, arbejdsmarked og ungdomslivet online.
* * *
Og spørgsmålet, der naturligvis må melde sig i en sal som denne, er, hvad kommer I til at anbefale?
Svaret på det spørgsmål er, at det kan jeg ikke sige meget om endnu. Men der er en række overvejelser, jeg gerne vil dele med jer:
Det første spørgsmål, jeg gerne vil vende med jer, er:
Har vi som samfund skabt en uheldig incitament-struktur? Velfærdssamfundet var jo et opgør med almissevældet, hvor man skulle stå med hatten i hånden og fornedre sig selv for at få adgang til hjælp. Men når man kigger ud landskabet i dag, kunne man godt få den lidt forbudte tanke, at vi nogle steder har taget det værste fra almisse-systemet og bygget ind i velfærdsstatens kerne.
Igen og igen møder jeg eksempelvis fortællingen om, at man skal have en diagnose for at få adgang til hjælp. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Har vi på tværs af landet skabt strukturer, der accelerer de udfordringer, vi egentlig søger at løse?
Det er ikke nogen nem opgave at forestille sig en anden model, men jeg tror, vi skal gøre forsøget.
Jeg har efterhånden mødt en del pædagoger og lærere, der fortæller, at tidligere var det dem, der måtte fortælle forældrene, at der var noget i vejen med deres børn, mens det i dag er omvendt: Forældre der ønsker eller ligefrem kræver, at deres børn kan få en diagnose for af den vej at få adgang til hjælp og støtte.
Den udvikling er alarmerende og skal vendes.
* * *
Den anden diskussion, jeg gerne vil have i gang, handler om arbejdsdeling.
Jeg synes, vi må spørge os selv: Hvilke opgaver er bedst løst af psykiatere og psykologer, og hvilke er bedst løst af forældre, pædagoger, lærere og frivillige i civilsamfundet? Og hvor kan vi forvente, at de unge selv kommer på banen?
Psykologerne og psykiaterne landet over har selvsagt en vigtig rolle at spille, men de sundhedsfaglige discipliner må ikke få lov at kolonisere den her diskussion.
Vi må ud af den blindgyde, vi befinder os i, hvor alle udfordringer forstås med sundhedsfaglige termer, og i stedet insistere på – som der er lang og stolt tradition for i det her land – at pædagogik, dannelse, opdragelse, fællesskaber og livsoplysning er en del af svaret på de udfordringer, vi er stillet overfor.
Det nytter ikke noget, at vi andre bakker og ekspederer videre til psykologerne, når vi er stillet overfor et barn eller en ung, der har det svært. Der er selvklart nogle børn og unge, der skal udredes, behandles og medicineres.
Men jeg tror også, at der findes en anden mulighed for de gange, hvor det er forældre, dagtilbud, skoler og civilsamfund, der viser en vej ud af den uro og det mørke, som uundgåeligt er en del af alle menneskers liv uanset alder.
* * *
Endelig må vi have en diskussion med hinanden om indretningen af vores samfund.
Stiller vi de rigtige krav på de rigtige tidspunkter? Hvordan sikrer vi kvalitet i vores tilbud til børn og unge? Hvordan får vi de unge til at tage del i meningsfyldte fællesskaber i deres fritid i stedet for at drukne sig selv i gaming og sociale medier?
Det er ikke nemme spørgsmål, men det er vigtige spørgsmål, som jeg håber, vi sammen kan formulere svar på.
* * *
Afslutningsvist vil jeg gerne minde om, at ja der er en ny sårbarhed på spil, men nu som tidligere er det først og fremmest børn fra hjem med vold, misbrug og svigt, der kæmper med at være til.
Den såkaldte trivselskrise knytter an til nye tendenser og udviklinger i relation til teknologi, samfundsstrukturer, sociale medier, sekularisering, en ny forældrepraksis, færre fysiske fællesskaber, tempo, forskruede idealer, meningstomhed og uhensigtsmæssige incitamenter, men – og det er et virkelig vigtigt men – vil vi forstå udfordringsbilledet, så må vi også anlægge et socialt blik. Det skylder vi de mest udsatte børn.
Slutteligt vil jeg sige: Jeg er overbevist om, at vi som samfund kan løse opgaven, men opgaven lader sig ikke løse oppe fra og ned.
Christiansborg har et ansvar, men det har alle vi andre også. Skal vi løse de udfordringer, vi er stillet overfor, så vil det kræve en kombination af politiske initiativer, civilsamfundsindsatser, pædagogik, kulturforandringer, fællesskaber og forskning. Og det forudsætter, at de unge selv inddrages og involveres i at formulere svar på udfordringerne.
Vi skal ikke sygeliggøre en generation af børn og unge, vi skal myndiggøre dem.
* * *
Vi har som samfund løst store opgaver før. Det kommer vi til at gøre igen, men det forudsætter, at vi samarbejder.
I trivselskommissionen bilder vi os ikke ind, at vi sidder inde med alle svarene. Derfor åbner vi her i foråret en folkehøring, hvor alle gode ideer er velkomne. Og vi nedsætter et børne- og ungepanel, der skal bidrage til at kvalificere arbejdet. Jeg håber I, i kommunerne har lyst til at byde ind.
Det var ordene. Jeg ser frem til samarbejdet med KL og landets kommuner.
Tak for ordet.